Københavns Roklubs Dragebådskonkurrence er en firmafest på vandet, hvor alle medarbejdere kan være med.
Hvert år udkæmpes de drabeligste slag midt i Københavns Havn. Konkurrencerne foregår på åbent vand og udspilles mellem forskellige firmahold i de karakteristiske dragebåde.
Uanset om I er mange eller få på din arbejdsplads, kan I tilmelde jer som firmahold og være med til årets Dragebådskonkurrence. Efter lidt instruktion kan alle ro en dragebåd.
Undervejs risikerer du at få roet, råbt, grinet og sikkert blive lidt våd – og hvem ved, måske endda slå firmaholdet fra konkurrenten på målstregen?
Den årlige dragebådskonkurrence er en anderledes, aktiv og uformel måde at være sammen på. Man kan slet ikke undgå at blive rystet sammen og få en sjov oplevelse sammen med kollegerne.
Alle har mulighed for at vinde. Et særligt pointsystem gør det lige spændende for alle hold uanset sammensætning af køn og alder. Skal det være jer til næste år?
Måske vil jeres virksomhed udfordre en samarbejdspartner, en konkurrent, en leverandør eller en afdeling til en venskabelig dyst på vandet?