Langture

Langture indenfor Danmarks grænser sker i Københavns Roklub-regi, hvor vores egne langtursstyrmænd laver ture rundt omkring i landet. Det kan foregå, hvor man starter og slutter enten i klubben (fx. Amager rundt) i vore egne både, eller vi låner både i en anden klub. For eksempel er der ind i mellem ture fra Næstved, Guldborgsund, det sydfyske øhav, Gudenåen og lignende. Der ros normalt i 2- eller 4-årers inriggere.

Overnatning på disse ture kan ske på flere forskellige måder fra at overnatte i fremmede roklubber over telt til hotel, alt efter hvorledes arrangøren planlægger turen.

Ture vil blive annonceret på rokort eller via KR_info e-mailkanalen. Hvis du er interesseret i at deltage i en langtur, så kontakt den specifikke arrangør for turen eller KRs langtursrochef, som er overordnet ansvarlig for langture i KR.